|
122 personer - sådan cirka - var mødt frem til fællestræning onsdag aften. Det blev en glat fornøjelse.
Dagbladets parkeringsplads var nemlig ekstremt glat, men det var også meget lumsk ude på ruten, og flere gange kunne deltagerne lave glideøvelser eller fortryde, at de ikke havde skåret nogle såler ud af pigdækket til lejligheden. Der var desværre et par styrt undervejs. En fik hudafskrabninger på hånden og en havde ondt i ankel og ribben bagefter. Vi satser på, at det var sidste omgang vinter i år, for det er lidt for kunstigt at skulle give den som hurtigløber på skøjter, når man ikke har skøjter på. Vi kunne se hinanden, da vi mødtes klokken 18.30. Herligt. At det så hurtigt blev mørkt er naturens orden, men med almanakken i hånden ved vi, at vi snart kan se, hvor vi løber hele vejen rundt. Så undgår vi også, at nogle grupper smutter afsted uden at få halen med. Eller omvendt. Som nævnt var vi cirka 122 i aften. Jens og Søren førte an i sub 5 og brugte godt 31 minutter på at komme frem, mens de 20 løbere i 5 minuttersgruppen var knap 38 minutter om det inklusive stop ved rødt lys. Der var 40 løbere i 6 minuttersgruppen, og de løb på 42.34 - lige efter bogen - mens 7 minutters gruppen i snit løb på 6.48. Det blev til 50 minutters løb i alt for de 39 i den gruppe, melder træner Karl Johan, som står i forbindelse med de højere satellitter. Endelig havde Mette, Gurli, Anne og Helge kommandoen over 21 løbere i 8 minutters gruppen. Vi ses forhåbentlig alle sammen - og endnu flere - på søndag klokken 10, hvor vi snupper onsdagens rute en eller to gange afhængig af eget ønske. Vi håber på godt vejr og tørre veje.
|