|
For en debutant sidder et maratonløb ca. en lille uge i benene. Med hensyn til det mentale kan det være endnu vanskeligere at ryste oplevelsen af sig. Det giver simpelthen gåsehud at blive tiljublet af over en million mennesker, mens man løber på de sekssporede veje gennem Berlins gader.
I forbindelse med mit arbejde som gymnasielærer indgik jeg for et par år siden en aftale med mine elever om, at hvis de deltog i en lokal poesikonkurrence til en lyrikoplæsning, ville jeg den efterfølgende måned selv deltage. Jeg håbede naturligvis, at de kære teenagere i mellemtiden havde festet så meget, at de havde glemt alt om mit løfte.
Sådan gik det desværre ikke! Jeg er ikke i tvivl om, at de fik festet deres del, men de havde ikke glemt min del af aftalen. Så derfor måtte jeg i gang med pen og papir.
Men hvad skriver er amatørdigter så om? Naturligvis om løb! Og da Berlin Marathon er en så unik oplevelse, var det da oplagt, at digtet skulle omhandle dette prægtige løb. Det ville bare ikke forsvinde fra min bevidsthed. Mit digt kom til at lyde således:
Berlin Marathon
Linet op flere hundrede meter
Bag startlinjen
Med 35.197 andre håbefulde
Står jeg i min ensomhed
Og mærker adrenalinet pumpe
Nedtællingen er i gang,
Koret messer i takt:
Zehn, neun, acht, sieben, sechs...
Angsten sniger sig ind som en infektion
Huden bliver varm, hjertet banker
Er løbeskoene snøret korrekt?
...fünf, vier, drei, zwei, eins...
Uret registrerer mere end min puls
Jeg bevæger mig langsomt fremad
Go! Go! Go!
Tilskuerne hujer og ser
Det eksploderende menneskehav forlade
Startmåtten med EDEKA-logoet
Vekselvirkningen mellem
Jeg kan klare det!
Kan jeg klare det?
Gør den flade rute til en op- og nedtur
Jeg klarer det. 42.195 km
Og løfter armen i triumf mod Siegessäule
Mens jeg tiljublet krydser den blå linje
På Straβe des 17. Juni
|
