Tilmelding åbner i 10 dage

Fra onsdag den 24. februar og 10 dage frem bliver det muligt at eftertilmelde sig Avis-maraton. Deltager-t-shirten følger også med.

Skrevet 23.02.2016

Eksamens-opgaver og syge børn.

Der er hektiske ting, der kan stå i vejen for, at man bliver meldt til Avis-maraton i tide, men nu kan både de gode og dårlige undskyldninger pakkes væk.

Fra onsdag den 24. februar og 10 dage frem bliver det muligt at eftertilmelde sig Avis-maraton.

"Derefter er der lukket for i år," siger Lars Hedegård Nielsen fra Avis-maraton. 

De seneste par år har han og projektet kørt en hårdere kurs i forhold til folks tilmeldinger.

"De første mange år fik folk lov til at komme dumpende efter deadline, men det kostede en masse tid rent administrativt. Derfor har vi erstattet det af en mulighed for eftertilmelding, men det betyder så også, at vi holder tidsfristerne. Derfor er det nu, hvis folk kender nogle, de vil have med. Efter den 5. marts lukker vi ikke flere ind i år," siger Lars Hedegård Nielsen.

600 personer meldte sig til i første omgang, og uanset hvor mange, der kommer i eftertilmeldings-runden, erklærer Lars Hedegård Nielsen sig tilfreds.

"Det er imponerende, at vi kan holde sådan et højt deltagertal. Det vidner om, at projektet, vores program og ikke mindst vores trænere er vellidte. Samtidig er det dejligt, at 126 nye Avis-maraton-folk er kommet med i flokken i år. Der er også plads til flere nye, uanset om de er begyndere eller mere erfarne løbere. Vi kan rumme alle," siger Lars Hedegård Nielsen.

Tilmeldingen foregår via hjemmesiden. Det koster 350 kroner, og med i prisen får man en kvalitets-løbe-t-shirt fra New Line og Intersport i Struer. Dertil kommer alle de andre fordele såsom træningsprogram, fællestræning, sociale løbeudflugter og muligheden for at komme med på årets tur til Köln.

"Vi håber at se alle tilmeldte til det store informationsmøde onsdag den 24. februar, hvor vi får besøg af intet mindre end en verdensstjerne. Det er store ord, men når vi taler om en mand, der som den eneste har løbet jorden rundt to gange, så passer det vel meget godt," siger Lars Hedegård Nielsen.