Så er det tid til vinterløb

Det er blevet vinter, og de kommende lørdage er der vinterløb i Struer, Vestre Plantage og Mejdal. Ruten er syv kilometer.

Skrevet 16.01.2017

Vinteren kan være streng eller mild, men uanset temperaturer og underlag, er der Vestjyske Vinterløb. Det er et sikkert tegn på, at vi går mod lysere og mere løbende tider.

Når man tænker tilbage på de vinterløb, man måske har deltaget i gennem tiden, kan man også finde ud af, at der faktisk findes rigtig vinter i Danmark. Der er løbet i både hård frost og en del sne - men det har også været mudret, bart, og måske sågar en omgang sol.

Vestjyske Vinterløb er for alle, der har lyst til at mødes med andre motions-kammerater. Ruten er på syv kilometer, og det er ikke længere end at alle kan være med. Hvis ikke i løb hele vejen, så i gang undervejs.

Det første løb begynder i Struer den 21. januar, lørdagen efter er det Holstebro Løbeklub i Vestre Plantage, der er vært, og den 4. januar slutter karavanen af i Mejdal. Man kan løbe et eller flere løb, og hvis man deltager i alle tre løb, kan man jo dyste med de andre "treløbs-løbere" om, hvem der bliver bedste placeret.

Der er også rabat ved at deltage i flere løb - eller i hvert fald købe nummer til dem - og der sluttes af med fællesspisning og lodtrækningspræmie-uddeling efter det sidste løb i Mejdal.

Alle løb begynder lørdage klokken 14. Det er muligt at eftertilmelde sig på dagen.

Forhåndstilmelding er også mulig via dette link.

http://www.mejdalmotion.dk/v3/index.php/vestjyske-vinter-tilmelding