Og vinderen er...

Foreløbig er cirka 80 meldt til efterårets tur til Køln. Der er frist til 1. maj, og en kommer gratis på tur.

Skrevet 06.04.2016

De første busser er fyldt op til Avis-maratons store efterårs-rejse til løbene i Køln. Foreløbig er godt og vel 80 personer meldt til, og en af de 80 behøver ikke at betale 2695 kroner for bustur og hotelophold.

Jeanette Henriksen fra Holstebro vandt nemlig lodtrækningen om en frirejse. Der blev trukket lod blandt dem, der meldte sig til turen senest 1. april (billedet viser, da Karen Lebert Andersen har trukket Jeanette ud), og den præmie gav naturligvis en del interesse for at melde sig til i april.

"Men vi håber, at der er endnu flere, der vil melde sig til her i april. Vi har nu været på udlandsture i 13 år, og vi får altid meget positiv respons fra deltagerne. Vi har nogle herlige ture sammen," siger Leif K. Andersen, der er rutechef og lodtrækningsrevisor.

"I Køln får vores deltagere for første gang mulighed for at stile op i hold. Der er stafet-maraton, hvor man deler maraton-distancen op i fire dele, og hver af de fire deltagere løber så cirka 10 kilometer af turen, inden de kan løbe i mål sammen," siger Leif K. Andersen.

Der er også halvmaraton og naturligvis den hele maratondistance.

"Hvis man følger træningen i Avis-maraton, kan man sagtens blive i stand til at løbe 10 eller 21 kilometer i Køln den 2. oktober. Hvis man vil løbe maraton er det også muligt, men det vil naturligvis kræver en større målrettethed og flere kilometer i benene inden oktober, men det er slet ikke umuligt. Det gælder bare om at passe sin fællestræning," siger Leif K. Andersen.

Turen til Køln Marathon sælges via Holstebro Rejse Centers hjemmeside.