Nyhedsbrev august

Nyhedsbrev august

Skrevet 03.08.2020

Kære Avis-maraton-løber                                                                                                                 August 2020

Sommeren er på vej ind i sin tredje måned. Hvilken sommer vil nogle sikkert spørge om, men heldigvis ser det gode vejr ud til at være lige om hjørnet.

Vi glæder os over, at vi snart har været i gang med fællestræningen i to måneder efter nedlukningen i marts, april og maj. Deltagelsen har været på niveau med sidste år, så tak for det. Vi har helt bevidst holdt os på under ti kilometer for at komme godt i gang igen.

Heldigvis har vi tre måneder tilbage af sæsonen, og nu vil vi igen skrue lidt op for kilometertallet – ikke mindst på de lange ture om søndagen.

Selv om vores tur til Lübeck er aflyst på grund af corona, så mener vi, og mange af jer har givet udtryk for det samme, at det er vigtigt at sætte sig et mål. Vi har revideret træningsplanen, og den følger med denne mail. Hvis du følger træningsplanen, er du klar til at løbe halvmaraton enten lørdag den 24. oktober, hvor vi arrangerer en tur til Sønderjylland eller lørdag den 7. november, hvor vi håber det er muligt at deltage ved Vestjysk Halvmaraton i Mejdal.

Tilbage til turen til Sønderjylland. Vi har valgt at arrangere en løbe- og fællesskabstur i den samme weekend, hvor vi skulle have været til Lübeck. Det er er planen at tage fra Holstebro sidst på eftermiddagen fredag den 23. oktober med hjemrejse søndag den 25. oktober. Det kan også være, at der først bliver afgang lørdag morgen. Det afhænger af den endelige plan. Lørdag er vores løbsdag, hvor vi sørger for en rute, hvor man kan løbe 10 eller 21 på en rundstrækning omkring Gendarmstien. Man er også velkommen til et maratonløb, hvis man har lyst til det. Det er ikke et officielt løb, men vi sender rutechefen i forvejen, så det hele er tilrettelagt. Lørdag aften vil vi nyde en fælles middag og hygge os sammen.

Søndag er vi turister i det genforenede Sønderjylland, hvor vi vil besøge Dybbøl og Frøslevlejren. Vi planlægger også en tur ned over grænsen til lidt shopping, hvis det er muligt og ikke for tidskrævende.

Vi satser på 50 deltagere. Vi gennemfører ved 30 deltagere. Programmet kommer ud senere i august, når det er lagt helt fast. Turen tilrettelægges i samarbejde med Holstebro RejseCenter.

Inden da skal vi søndag den 16. august på udflugt til Dollerup Bakker. Vi tager af sted fra Musikteatret klokken 9.00 og kører igen fra Dollerup klokken 13.30. Busturen er gratis. Du skal melde dig ved at sende en mail til Lars Hedegård Nielsen (hede@dagbladetholstebro.dk) senest torsdag den 13. august. Vi sørger for øl/vand, lidt frugt og en bolle. Vi håber, at I er friske på at tage kage og kaffe med på turen. Løbe/gåturen er alt fra 6-7 km til et par og 20 kilometer. Alt efter lyst og træning.

For en god ordens skyld skal vi huske at gøre opmærksom på, at fartholder Thorkild Korsgaard lørdag den 22. august løber sit maraton nummer 100. Her kan du stadig nå at løbe med eller komme ud at heppe. Der kan løbes fra 7 til 42 kilometer. Der er i skrivende stund 100 deltagere, og en meget stor del af dem er fra Avis-maraton. Her kan du læse mere og tilmelde dig https://lassekorsgaard.wixsite.com/mitmaratonnr100

Husk også at sætte kryds i kalenderen søndag den 4. oktober, hvor vi har vores traditionelle UD og SE med DSB-tur, hvor vi tager toget om morgenen og løber hjem.

Husk også, at vi efter planen alle starter 18.30 igen fra onsdag den 12. august, når forsamlingsforbuddet ryger op 200. Men vi risikerer også, at det sættes ned, og så er vi i en ny situation.

Ikke mere for nu. Vi ses på gader og stræder til løb. Vi håber, at I er friske på at bakke op om vores initiativer i dette efterår.