Leif og Uffe løb (næsten) parløb

Leif Balle og Uffe Lambæk er et par af Avis-maratons virkeligt hurtige løbere. Ved vinterløbet i Struer var der close race.

Skrevet 23.01.2017

Avis-maraton er for alle, men der er forskel på det tempo, folk løber i, så naturligvis er der nogle, som er hurtigere end andre. Og så er der nogle, som er meget hurtige.

Leif Balle og Uffe Lambæk er nogle af de hurtige, og de er også jævnbyrdige. Ikke i alder, men i tempo. Det blev bevist ved det første vinterløb i Struer.

De to løbere lod sig fotografere sammen før starten gik, men det var ikke det eneste, de så til hinanden undervejs på den syv kilometer lange rute. De fulgtes pænt ad, men til syvende kilometer og sidst var det "Missilet fra Vinderup" - aka Leif - der løb stærkest. Leif brugte 27,07 minutter på turen, men Uffe var lige i hælene på ham. Blot fem sekunder skilte dem.

De blev henholdsvis nummer fem og seks blandt de 280, der gennemførte løbet. Den første af de 123 kvinder, der krydsede målstregen, var Trine Andersen, og hun var lige i hælene på Uffe. Trine løb på 27,14 minutter.

De næste to lørdage har Leif og Uffe lejlighed til at dyste mod hinanden igen, når der er vinterløb i Vestre Plantage og Mejdal. Alle andre kan naturligvis også slå dem følge - og måske prøve at løbe fra dem - uanset om de løb første løb i Struer eller ej.

Vinterløbet i Struer blev i øvrigt vundet i tiden 24,26 minutter. Det var Mads Karlsson, der var først i mål.