Kom på en stafet-date

Onsdagene 20. og 27. april kan du "date" folk, du måske vil løbe sammen med til stafetten i Køln. Mød op - helt uforpligtende.

Skrevet 20.04.2016

Du behøver ikke at love evig troskab, hvis du dukker op til en "date" før og efter Avis-maraton-fællestræningen den 20. og 27. april. Du behøver slet ikke at love noget som helt, men du får mulighed for at møde andre, der måske overvejer, at indlede et forhold med stafet-løbet i forbindelse med maraton i Køln.

Her deler fire løbere en maraton, og dermed bliver der mellem syv og 13 kilometer til hver løber.

"Deltagelsen i stafetløbet bliver en lige så stor oplevelse som at være med i den halve eller hele maraton i Køln. Man får samme publikum, og man mærker stemningen, og så er det ikke nødvendigt at løbe så langt. Så det er et godt tilbud for dem, der ikke kan, eller dem, der ikke har lyst til at træne sig op til eller løbe 21 og 42 kilometer," siger Henrik Lind Jørgensen fra Avis-maraton.

"Og så får man jo også det helt uforlignelige selskab sammen med de øvrige Avis-maraton-folk. Det sørger Køln Marathon ikke for - det klarer vi selv," siger han.

Nogle deltagere er måske usikre på, om de kan finde nogle at løbe sammen med til stafetten, eller en god og hyggelig snak kan være det, der sætter skub i planen. Derfor kan stafet-interesserede sætte hinanden stævne før og efter fællestræningen onsdage den 20. og 27. april.

"Vi disker ikke op med en stor pasta-middag, men der skal nok være lidt at drikke, og en snack, og naturligvis er der lys og blomster på bordene. Ellers er det da ikke en rigtig date," siger Henrik Lind Jørgensen.

Fristen for at melde sig til Avis-maratons Køln-tur er den 1. maj. Turen foregår fra den 30. september til 3. oktober, og selve løbet er søndag den 2. oktober.

Ud over rejsens pris, koster det 275 kroner pr. person at deltage i stafetten.