GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR.

Året 2019 går på held og inden længe skriver vi 2020 og tilmelding til Avis-maratons 18. sæson går i gang.

Skrevet 09.12.2019

Har du i løbet af sæsonen 2019 fulgt træningsplanen, har du løbet ca. 950 km hvis du har trænet til Maraton. Har du trænet til halvmaraton, har du løbet ca. 750 km. Nogle har løbet en hel del længere i løbet af sæsonen og nogle har løbet kortere. Hvor mange kilometer du har løbet, er i grunden ligegyldig, for bare det at du er trådt over dørtærsklen derhjemme og smuttet afsted i løbeskoene gør at du er en vinder.

Du har samtidig været med i et løbefællesskab med 450 andre i Avis-maraton 2019. I løbet af sæsonen, onsdage og senere søndage har du i gennemsnit været ude at løbe sammen med 125 glade løbere. Det kan man da kun blive glad af.

Du har måske været med på tur til Dollerup Bakker, eller med på vores udenlandstur til Bremen, måske hygget en sommeraften på kanten af åen efter løb. Guffet søndagssnolder i dig efter de lange søndagstræningsture. Har du nydt bare lidt af den gode stemning omkring Avis-maraton håber vi du er klar ved tasterne når vi starter tilmelding til en ny sæson d. 2. januar 2020.

Kalenderen er nu opdateret med nogle af de løb der er i nærområdet i den nærmeste fremtid. Blandt andet med det årlige juleløb d. 18. december fra Idræt-Center Vest, hvor der løbes en tur på 7 – 10 km og derefter nyder det årlige julebad og gløgg og æbleskiver.

Der er også Kitt´s Juleløb i Vestre Plantage d. 24. december kl. 10

Håber vi ses, gående eller løbende i 2020.

GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR.