Det er istid på en onsdag

Det bliver desværre ikke det vilde forårsvejr ved træningen 5. april, men der kommer is, uanset hvor mange, der kommer til træning.

Skrevet 05.04.2017

Istid.

Ja, kalenderen siger forår, men vejrudsigten siger desværre nok mere efterårsvejr, når der er fællestræning onsdag 5. april. Sne og is kommer heldigvis ikke ned fra oven, men så kommer det andre steder fra.

Der er nemlig ikke kun grøn saft efter fællestræningen. Der er også grønne is. Og mørklilla. Og røde.

Avis-maratons kommunikationsansvarlige, som også er ansvarlig for mere eller mindre velovervejede påfund, lovede forud for sidste onsdags træning, at der var Sun Lolly til alle, hvis der kom over 300 personer til fællestræningen.

Målet blev ikke nået, og da det er hårdt at se sådan 300 Sun Lolly stå og fryse i frostrummet, skal de væk nu. Altså ved træningsaftenen 5. april. Og det uanset om der kommer 301 eller 251 løbere til fællestræningen.

Men nu er der i hvert fald en ekstra god grund til at komme til fællesløb på en onsdag. Der er mange flere grunde - blandt andet de fem kilometer, vi skal løbe, og de mange kammerater, der også trodser forårs-vejrets pause for at løbe med hinanden.

Vi ses onsdag 18.30.