681 er klar til 2016-sæsonen

81 løbere nåede at melde sig til Avis-maraton de 10 dage, eftertilmeldingen stod på. Vi er 681 i årets felt, og kvinderne er i overtal.

Skrevet 06.03.2016

81 deltagere i Avis-maraton er forhåbentligt lidt ekstra glade. Avis-maraton er i hvert fald glad for, at 81 personer nåede med i 2016-udgaven i løbet af de 10 dage, eftertilmeldingen var i gang.

Slutspurten stoppede lørdag aften, og der var tale om en slutspurt, hvor mange nåede med de sidste timer, inden det var slut.

Med de 81 eftertilmeldte når Avis-maraton 2016 op på 681 deltagere inklusive trænere, og det er Lars Hedegård Nielsen meget tilfreds med.

"Det ligger på niveau med det, vi har været de tidligere år," siger Lars Hedegård Nielsen, som glæder sig over både antallet af "gamle" Avis-maraton-folk og nye i projektet.

156 personer trækker i Avis-maraton-trøjen for første gang i år, mens resten har prøvet det før.

"Det er dejligt, at vi har et fællesskab, der både trækker så mange nye til, samtidig med, at så stor en del har lyst til at fortsætte," siger Lars Hedegård Nielsen.

Mens styregruppen bag Avis-maraton - Kitt, Mette, Leif og Lars - har en ligelig kønsfordeling, så kan man ikke komme uden om, at kønsfordelingen er skæv. Der bliver talt mere lyst end mørkt.

"Der er 417 tilmeldte kvinder og 264 mænd. Også under eftertilmeldingen kom der flest kvinder - nemlig 51. Der var 30 mænd, der meldte sig til," siger Leif K. Andersen, som ikke kun er Æ Rutechef, men også Æ Tilmeldingschef, der hele tiden har styr på tal og fakta.

"Nu får vi delt informationsbreve ud til de nye, og så er vi jo klar til næste fællestræning på onsdag," siger Leif K. Andersen. Den tur er også på tre kilometer. 

"For nogle af dem, der har været med før, eller som er vant til at løbe, er tre kilometer ikke så meget, men vi opfordrer til at komme med fra begyndelsen. Det styrker det sammenhold, der måske er den tykkeste pille i projektet," siger Leif K. Andersen.

Nu da fællestræningen er gået i gang og deltagerne har mulighed for at benytte sig af de gode sko- og tøjtilbud både onsdag og torsdag i den kommende uge, bliver næste store step at beslutte sig for, om man vil med til Köln i efteråret. Her kan man både løbe 10 kilometer stafet-maraton - hvor fire personer deles om en maraton - der er halvmaraton, og der er også den hele 42 kilometer.

"Vi kan ikke forestile os et bedre udgangspunkt for at få en fantastisk tur til Köln med de forskellige distancer og det store Avis-maraton-felt. Vi håber, rigtigt mange bruger de kommende uger til at overveje, om de ikke vil med til Köln," siger Lars Hedegård Nielsen.