112 melder klar til Köln

Mette Bille og Gitte Schubert stiller med hvert et stafethold i Köln, men maraton-distancen er mest populær med 59 løbere.

Skrevet 02.05.2016

Der er noget for enhver smag, når Avis-maraton tager til Köln i begyndelsen af oktober.

Deltagerne kan vælge mellem en stof "buffet" af løb, og de 112 personer, der har meldt sig til, har valgt lidt af hvert.

"59 skal løbe hel-maraton, 37 har valgt halv-maraton, og så er der to stafethold a fire personer - altså i alt otte løbere. Desuden er der otte deltagere, der ikke skal løbe. Jeg er en af dem," siger Trine Hviid fra Holstebro Rejsecenter, der arrangerer turen for Avis-maraton.

Det er første gang, Avis-maraton tager til Köln på udlandsturen, og mens projektet tidligere har været i byer, hvor der både var hel- og halvmaraton-mulighed, er det første gang, deltagerne får mulighed for at løbe stafet - altså fire personer, der deler en maraton.

"Vi glæder os endnu engang til at komme på tur med både hel- og halvmaratonløbere og nu også stafet-folk. Det giver en rigtig dejlig stemning, når vi har en bred vifte af løbere med på tur," siger Lars Hedegård Nielsen fra Avis-maraton.

Han lover, at der nu bliver skruet ned for Köln-snakken, men Avis-maraton-deltagerne bliver stadig opfordret til at deltage i nogle af de lokale løb. Ikke mindst på grund af det sociale.

"Det giver noget særligt, når man er med i Storå Løbet, Run To The Beat eller Stafet For Livet sammen med nogle, man kender fra Avis-maraton. Vi er et løbeprojekt, ja, men vi er mindst lige så meget et socialt projekt, og det sociale er også i højsædet, når vi mødes til forskellige løb," siger Lars Hedegård Nielsen.

"Foråret og sommeren er højsæson for motionsløb rundt omkring. Der er mange, og heldigvis er distancerne mangfoldige. Man behøver ikke at kunne løbe 10 kilometer på 36 minutter for at være med. Der er også distancer på 4-5 kilometer de fleste steder, og man behøver jo ikke løbe for at komme først eller sætte ny personlig rekord. Der er heldigvis noget, der hedder at være med," siger Lars Hedegård Nielsen.

Han håber, at foråret nu er kommet for at blive, og det er i hvert fald helt sikkert, at onsdagenes fællestræninger fortsætter hele sæsonen.